Et hyggeligt hjem med mørke kontraster

Efter en større renovering og kyndig indretning er ægteparret Line og Kristian Tækker Madsen flyttet ind i drømmehuset i Esbjerg. De valgte materialer giver en omsluttende fornemmelse, der gør huset til et rigtigt hjem.

God akustik og sundt indeklima i hjemmet med akustiklofter fra Troldtekt

I Esbjerg, tæt på midtbyen og skoven, er Line og Kristian Tækker Madsen flyttet ind i et nyrenoveret hus. Renoveringen fik parret hjælp til af eksperterne fra tv-programmet ’Boligkøb i blinde’, og både materialevalg og farvevalg er lige i parrets smag på trods af, at de ikke har haft nogen indflydelse på boligens renovering.

– Vi havde håbet, at huset ville have organiske materialer og noget mørkt træ, der kunne give boligen varme. Vi kommer fra et hvidt-i-hvidt, nybygget hus, og det var ikke noget for os. Vi havde brug for det modsatte af det, og det har vi i den grad fået, siger Line Tækker Madsen.

Boligen på 190 kvadratmeter står i kontrast til den kliniske og sterile fornemmelse, parret har, når de er på arbejde på sygehuset som henholdsvis læge og sygeplejerske. De ønskede sig et hjem med varme, liv og sjæl med plads til både børn og voksne – i en perfekt harmonisk kombination.

– Huset giver os en hyggelig hule-fornemmelse. Det føles som et hjem, når man kommer hjem, og det giver en rar og lun atmosfære, fortsætter Kristian Tækker Madsen.

 

Mørkegråt Troldtekt designloft som modpol

Med indretningen og materialevalget har der været fokus på at skabe enkle farvekombinationer. Som kontrast til de hvide vægge og i tråd med det mørkebrune træ, der går igen i køkkenet, på badeværelset og i garderoben, kommer det mørkegrå loft virkelig til sin ret.

Loftet er designløsningen Troldtekt line design med langsgående spor hen over den samlede loftflade, som tilfører et visuelt roligt udtryk, og som samtidig giver et karakterfuldt design til boligen.

– Den grå farve på loftet harmonerer så godt med resten af boligen. Vi er vilde med den æstetiske effekt, loftet også har, siger Kristian Tækker Madsen.

 

God akustik var afgørende

Line Tækker Madsen fik i 2012 konstateret sygdommen sudden deafness, da hun pludseligt mistede hørelsen på venstre øre. Som efterspil kæmper hun med svær tinnitus og lydoverfølsomhed, så god akustik var et højt vægtet parameter for parret i deres nye hjem.

 – For at jeg kan være til stede i et rum uden høreapparat, kræver det en god akustikløsning. Og det har vi virkelig fået. Det giver rigtig meget livskvalitet for mig, men også for min mand, som også går op i god lyd, fortæller Line, og fortsætter:

– Vi føler, at loftet indkapsler lyden og omslutter os i hjemmet, og det var lige det, vi ønskede.