Som at få et knus, når man kommer ind ad døren

Tæt ved hospitalernes kræftafdelinger har Kræftens Bekæmpelse opført syv nye rådgivningscentre, bygget efter principper om helende arkitektur.

Afdelingschef Laila Walther fra Kræftens Bekæmpelse fortæller om den store positive forskel, de nye rammer har gjort for patienter, pårørende og frivillige.

Kræftsygdom medfører ofte et behov for støtte og medmenneskelig omsorg, både for den syge og de pårørende. På trods af det kunne Kræftens Bekæmpelse over en årrække konstatere, at der kom færre brugere i de rådgivningscentre, der var placeret centralt i flere danske byer.

Derfor besluttede Kræftens Bekæmpelse, med støtte fra Realdania, at opføre syv nye byggerier tæt på en række hospitalers kræftafdelinger. Livsrum hedder projektet.

I modsætning til de tidligere bygninger er de nye faciliteter designet ud fra et ambitiøst byggeprogram, der præcist afspejler åbenhed, hjemlighed og imødekommenhed.  

– Det var afgørende for os både at få nye rammer og ny beliggenhed. Ved at flytte tættere på hospitalerne kommer vi tidligere i kontakt med patienterne, for manges vedkommende allerede samme dag, som de har fået diagnosen. Og hvor de gamle rådgivninger ofte lå i tidligere kontorbyggerier med en meget firkantet opbygning, så har de nye rammer givet os mulighed for at ændre indholdet af vores tilbud, siger Laila Walther, afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse.

Eksempel: Se det nye Livsrum i Odense, hvor der er valgt Troldtekt lofter

Arkitekturen inviterer indenfor

En af de afgørende forskelle ved de nye centre er tydelig allerede ved ankomsten. Indgangen er designet som en beskyttet zone, hvor den besøgende har mulighed for at overskue lokalet og vurdere, om man føler sig velkommen. For mange af patienterne er det første besøg hos kræftrådgivningen forbundet med en erkendelse af at være syg, og det kan derfor være en stor overvindelse at tage skridtet over dørtærsklen.

– Som en af vores brugere sagde, så havde hun set på døren til vores tidligere rådgivning mindst 27 gange, inden hun fik taget sig sammen til at åbne den. Nu træder du ind i et varmt og imødekommende lokale, der udstråler normalitet og en helt anderledes atmosfære end sygehuset. En ældre patient beskrev det ”som at få et knus, når man kommer ind i lokalet”, fortæller Laila Walther.  

Ventetid i trygge rammer

I de nye rammer er tidsbestilling blevet afskaffet. I stedet for at henvende sig ved en skranke og aftale et fast tidspunkt for en samtale skal besøgende nu blot træde indenfor, hvorefter den første ledige rådgiver tager hånd om dem. Imens er der mulighed for frit at vælge, om ventetiden skal fordrives med stilfærdig refleksion i en af de afskærmede nicher eller i samtale med andre over en kop kaffe ved køkkenbordet.

– Der går i gennemsnit 19 minutter, inden en rådgiver er ledig, og den tid kan for eksempel bruges på at få en snak med ligesindede eller en gåtur på egen hånd. Vi har gjort meget ud af at invitere naturen indenfor, med store vinduespartier og naturlige materialer. Der er også træningsfaciliteter og efter endt træning kan deltagerne udveksle erfaringer. På den måde bliver arkitekturen netværksskabende, siger Laila Walther.    

Overraskende meget liv

Det er ikke kun patienter og pårørende, der bruger de nye kræftrådgivninger. Også Kræftens Bekæmpelses frivillige udnytter faciliteterne til sparring, møder og andre aktiviteter, i et omfang der overstiger forventningerne.

– Vi har fået skabt et omdrejningspunkt for de frivillige, fordi rammerne er så velfungerende. De bruger rådgivningen fra morgen til aften, og der er kommet meget mere liv i bygningen end forventet, siger Laila Walther.   

FAKTA: Projekt Livsrum

De nye kræftrådgivninger i Projekt Livsrum supplerer Kræftens Bekæmpelses eksisterende rådgivninger, som findes over hele landet. Målgruppen er kræftpatienter, deres pårørende og frivillige.

De syv Livsrum findes i:

  • Vejle
  • Næstved
  • Herning
  • Roskilde
  • Odense 
    (Foto: Helene Høyer Mikkelsen)
  • Aalborg
  • Herlev