Glimt fra Julias forunderlige verden
Instagrammer Julia Kleine har en skarp sans for finurlige detaljer, naturlige materialer og unikt nordisk design. Flere end 10.000 følgere kigger med på Instagram, når der er nyt fra Julias verden. Tag med på besøg i Julia Kleines stilfulde familiehjem.
I Thy bor 38-årige Julia Kleine, hendes mand Thomas og deres tre børn i et 205 kvadratmeter toplanshus. Julia Kleine har i en årrække delt designfotos fra hjemmet med sine over 10.000 Instagram-følgere, og i 2017 var familien en del af testfamilien.dk.
– Jeg er uddannet sløjdlærer, og min mand er maskinsnedker, så træ fylder meget i vores liv. Derfor har jeg gjort det til en del af min personlige stil, og alle andre materialer skal kunne fungere sammen med træ, siger hun og peger på et par af de trends, hun ser lige nu:
– Materialevalget er vigtigt, især til at skabe kontrast. Der er også en tendens til at bruge lidt flere farver, så det hele ikke bliver sort/hvidt. For eksempel en blå sofa eller farvede fliser. Men ud over tidens trends så synes jeg, det er vigtigt at finde sin personlige stil og gøre tingene til sit eget. Jeg er for eksempel mere til det nordiske end til de sydlandske materialer som marmor, messing og terrazzo, der er meget moderne lige nu.
Fællesrum med fritlagte spær
Julia Kleine og familien har selv forvandlet det oprindelige husmandssted til et moderne hjem, der passer bedre til en stilbevidst børnefamilie. Senest ved for syv år siden at udvide med en tilbygning i højden, hvor der nu er værelser til de to ældste børn og et kæmpe fællesområde, der indbyder til fri leg.
– Thomas og hans far har selv klaret meget af det praktiske. Vi ville gerne have et rum, hvor der var masser af plads til, at ungerne kunne boltre sig. De fritlagte spær er af fyrretræ, der er bejdset for at give dem et ældre look, der passer til resten af huset, fortæller Julia Kleine.
Let møbleret og med hyggekroge
I stueetagen har familiens yngste datter fået værelse ved siden af Julia og Thomas. Begge værelser fører ud til den store stue og køkkenet, der er forbundet af et åbent område.
– Vi overvejede, om vi skulle fjerne skillevæggen helt og skabe et regulært køkken-alrum. Men det ville ikke have fungeret nær så godt, hvis det blev åbnet helt. Som det er nu, føles det som ét rum, men er stadig adskilt og lettere at møblere og indrette med hyggekroge, siger Julia Kleine.
Her fortæller Julia Kleine om fem favoritter fra sit eget hjem:
Se flere fotos på Julia Kleines Instagram-profil @julias_verden
Vores Troldtekt loft. Ud over en god akustik giver det en fed kontrast. Troldtekt er også nemt at arbejde med, hvis man vil skabe unikke løsninger, som for eksempel spots, en loftslem eller som her vores indbyggede emhætte. Jeg havde lagt mærke til Troldtekt på Instagram, og da vi så en prøve i et byggemarked kunne jeg se, at det var både pænt og praktisk. Da det blev monteret, var jeg helt solgt.
Kuglekalenderen fra The Oak Men. De smukke trækugler er håndlavede og passer perfekt til vores stil. Det er altid en fornøjelse at finde originalt dansk design, hvor man virkelig kan fornemme, at der er lagt tid, energi og sjæl i designet.
De to hollandske husskabe som min mand Thomas har bygget. Her har vores ældste datter, Frederikke, sit Lego og tøj. Gør-det-selv-løsningerne er som regel et stort hit på Instagram, især når vi viser processen undervejs.
Mit hyggehjørne med Wegner-gyngestolen. Vi har brugt indfarvet spartelmasse fra Kabe Copenhagen på væggen, det giver en superflot struktur og en flot kontrast til Troldtekt loftet.
Vores yngste datter, Frida, har en seng af fyrretræ. Den er hjemmebygget og afspejler den store kærlighed til træ, som både min mand og jeg altid har haft.