Fra forældet friluftsbad til prisvindende fjordpark

Friluftsbadet på Limfjordens kant i Aalborg har siden 1947 været et rekreativt åndehul i byen. I 2017 genåbnede det efter en storstilet renovering, som har gjort området attraktivt for nye og langt flere brugere.

For i det moderne friluftsbad skal man have lyst til at komme, selvom man ikke vil bade, siger Martin Nielsen, arkitekt og partner i ADEPT. Vestre Fjordpark er blandt finalisterne ved World Architecture Awards 2018.

Det tog to år at forvandle Friluftsbadet i Aalborg til en 165.000 kvadratmeter stor fjordpark. I Vestre Fjordpark kan aalborgenserne springe i Limfjorden – det kunne de også før renoveringen, men nu kan de desuden lege på tagene, spille bold, løbe, dyrke parkour, ro kajak eller slappe af. Det gør parken til et attraktivt mødested i det danske sommervejr.

– Et af målene med renoveringen var at åbne stedet for flere brugere. I et friluftsbad er aktiviteter med vandet selvfølgelig helt centrale, men badet skulle også gøres til en destination. Altså et sted, man tager ud for at se og besøge, selvom man ikke nødvendigvis deltager i aktiviteterne. Derfor har oplevelsen og iscenesættelsen af både stedet og aktiviteterne været vigtig, siger Martin Nielsen, arkitekt og partner i ADEPT.

Arkitekterne har arbejdet tæt sammen med GHB Landskabsarkitekter om Vestre Fjordpark. Parken er inddelt i seks områder med hver sin funktion. Stranden og Tangen er dedikeret til badning og vandsport. Kilen og Fladen er åbne græsarealer med plads til leg, løb og boldspil, mens Krattet og Skoven er områder med beplantning og læ. Der er faciliteter til både organiserede sportsklubber og til det spontane besøg.

– På en varm sommerdag ser det ud til at alle – og alle aldersgrupper – har taget stedet til sig. Jeg tror, det skyldes placeringen tæt på byen, som gør området til en udvidelse af byens rum midt i naturen, siger Martin Nielsen.

Materialer der kan modstå vind og vejr

Foruden landskabet består Vestre Fjordpark af en række bygninger: Klublokaler, terrasser, cykelparkering og en café. Robust træ på gangarealet binder området sammen, og på alle bygninger er facaderne beklædt med lister af canadisk cedertræ. Flere steder er der Troldtekt akustiklofter, hvor træ også er det dominerende materiale.

– Det var væsentligt for os at skabe et sted, som naturligt ligger sig på kanten mellem land og vand. Med en rå beton og træet som basismaterialer får byggeriet og de andre elementer i området en stor sammenhængskraft, der er med til at samle projektet. Derudover er der bare noget i mødet mellem vandet, naturen og funktionerne, som kalder på en upoleret materialitet, der fortsat kan bearbejdes med høj detaljerigdom, siger Martin Nielsen.

– Der har naturligvis også været overvejelser om drift og vedligehold, da alle elementer skal kunne holde til ret hårde belastninger fra brugere, vind og vejr, fortsætter han.

Et prisvindende projekt

Omverdenens begejstring over Vestre Fjordpark har resulteret i en Architizer A+Award samt Aalborg Kommunes Bygningspræmiering 2017 for flot sammenhæng mellem landskab og arkitektur. Friluftsbadet
er desuden blandt de nominerede ved World Architecture Festival 2018, der afvikles i Amsterdam sidst i november – og nomineret til World Architecture News Awards.

– Det er selvfølgelig altid dejligt at vinde en arkitekturpris for vores projekter. Det er er en anerkendelse af, at de tanker, vi har gjort undervejs, har ledt det rigtige sted hen. Men faktisk er det modtagelsen hos brugerne i Vestre Fjordpark, som har betydet mest for os. Noget af det særlige ved stedet er jo præcis, at det dækker så mange aspekter af, hvad rekreation er for den enkelte. Projektet har virkelig fået den betydning for området, som det er formet til at få, siger Martin Nielsen.

Om Vestre Fjordpark

  • Parken er opdelt i seks områder: Stranden, Tangen, Kilen, Fladen, Krattet og Skoven.
  • I badeområdet er der både et 50 meter langt svømmebassin og et dybere bassin med vipper, udspringstårn og klatrevæg.
  • Anlægget åbnede i sommeren 2017.
  • Anlægssummen var cirka 70 millioner kroner
  • Der er i flere af bygningerne anvendt Troldtekt i lys natur, ultrafin struktur.

Læs mere om projektet i Troldtekts referencesektion >