Transport

Selvom transporten udgør en relativt lille andel af miljøpåvirkningen fra Troldtekt akustikplader, har vi et stort fokus på at minimere udledningerne fra fragten mest muligt. Korte afstande sikrer samtidig en høj forsyningssikkerhed.

Mens mange produktionsvirksomheder henter deres råvarer i andre lande eller verdensdele, har vi hos Troldtekt blot cirka 150 kilometer til den råvareleverandør, der ligger længst væk.

Vi har en forretningsmodel, hvor vi satser på lokale råvarer til produktionen af akustikplader. Det betyder, at den rødgran, som er den ene vigtige bestanddel af akustikpladerne, kommer fra danske skove, mens cementen stammer fra Aalborg Portland, som udvinder råstofferne sand, kridt og ler fra den danske undergrund.

Det giver flere fordele – ikke mindst at miljøpåvirkningen fra transport af vores råvarer er minimal. Dermed understøtter vores strategi om at bruge lokale råvarer også FN’s verdensmål nummer 12 om ansvarligt forbrug og produktion.

En styrke i en pandemi

Strategien med at satse på lokale råvarer og leverandører har også den fordel, at produktionen kan opretholdes, når globale forsyningskæder pludselig kommer under pres – som vi har set det siden corona-pandemiens begyndelse i 2020.

Her kunne vi hos Troldtekt – med de nødvendige forholdsregler – holde produktionen kørende, så kunderne fortsat modtog deres bestillinger af akustikplader. Samtidig måtte andre produktionsvirksomheder se deres produktion ramt, fordi international fragt blev ramt af nedlukninger.

Som du kan læse i vores afsnit om genanvendelse, udnytter vi også kapaciteten optimalt ved at tænke transporten sammen med genanvendelsen af restmaterialerne fra vores produktion. Vi sørger for, at de lastbiler, der afleverer cement fra Aalborg Portland på vores fabrik, kører retur med smuld og fraskær fra produktionen. Produktionsaffaldet bruges i produktionen af ny cement hos Aalborg Portland.

 

Forhandlere med lager giver effektiv transport

En ting er fragten af råvarer til Troldtekts produktionslinje. Noget andet er fragten af de færdigproducerede akustikplader til kunderne. Her har vi hos Troldtekt også optimeret systemet, så transporten bliver så effektiv som muligt.

I Danmark forhandles Troldtekt gennem lagerførende trælaster og byggecentre, hvilket giver mulighed for at optimere transporten til slutbrugeren. Med andre ord kan Troldtekt klare sig med færre (og større) transporter til byggecentrene, der så til gengæld kan trække på deres lagre, når kunderne skal bruge akustikplader.

På samme måde har Troldtekt et bredt distributionsnetværk med lokale forhandlere eller distributører på de vigtigste markeder uden for Danmark – herunder de to største, som er Sverige og Tyskland.

Behov for flere lokale råvarer

En af de udfordringer, der kan sætte Troldtekts strategi med at satse på lokale råvarer under pres, er råvaremangel. Når efterspørgslen stiger, kan udbuddet i Danmark få svært ved at følge med. Det ser vi en risiko for med certificeret træ, hvor både Troldtekt og andre dele af byggeriet i stigende grad efterspørger FSC eller PEFC-certificeret træ.

Vi arbejder hos Troldtekt på at udbrede kendskabet til fordelene ved skovcertificeringerne – både blandt private og offentlige skovejere. Efter dialog med Troldtekt og FSC Danmark valgte Ringkøbing-Skjern Kommune fra 2020 at FSC-certificere kommunens skove. Det gør det muligt for os at indkøbe mere træ lokalt.